Messeguide

10 tips til at gå på Jobmesse Fyn!
Du ved godt, at du bruger mange timer på at deltage i en jobmesse, så hvorfor ikke sikre dig, at du får mest muligt ud af din deltagelse? Tag de ti gode råd til dig, og så er du klar til at messe!.

Hvad er Jobmesse Fyn?

På Jobmesse Fyn deltager private og offentlige virksomheder samt forskellige uddannelsesinstitutioner fra hele Fyn. Udstillerne kommer for at markedsføre sig som virksomhed og arbejdsplads, og for at møde potentielle kandidater til ubesatte og fremtidige jobs. 

På messen har du således en unik mulighed for at komme i direkte kontakt med et bredt udvalg af virksomheder og brancher. Vi giver dig her nogle idéer til, hvordan du kan forberede dig på dit messebesøg, og hvordan du får mest muligt ud af messen.

 

1. LAV EN MÅLSÆTNING FOR DIT MESSEBESØG

Det er en god idé at tænke over, hvad du gerne vil have ud af dit messebesøg. Er det generel inspiration til din jobsøgning, du kommer efter, er det at skabe kontakt til interessante virksomheder? 
Er målet at møde uddannelsesinstitutioner, der udbyder muligheder for opkvalificering, eller forventer du mest at netværke med andre jobsøgende?

2. SØG INFORMATION INDEN MESSEBESØGET

Undersøg, hvilke virksomheder der deltager på messen, og hvilke oplæg du kan opleve. Informationer om oplægsholdere og udstillere finder du her på hjemmesiden og i messefolderen, der uddeles på jobmessen. Udvælg og planlæg de oplæg, du gerne vil høre og notér, hvilke stande du vil besøge. Søg selv viden om virksomhederne og aktuelle jobopslag, så er du godt rustet til at møde dem.

 

3. MEDBRING DIT JOBSØGNINGSMATERIALE

– Klargør CV’er, visitkort, brochurer eller andet, du kan uddele til nye kontakter på messen. På den måde kan du vise interesse for virksomhederne og ledige jobs og gøre et godt indtryk på de rekrutteringsansvarlige. Tag kontakt til nye forbindelser igen efter messen, så din indsats ikke er spildt. En god samtale og aflevering af dit visitkort eller CV er ikke en garanti for, du bliver husket.

 

4. FORBERED SPØRGSMÅL

– så er det meget nemmere at indlede samtalen med udstillere. Find ud af, hvad du gerne vil vide om deres virksomhed eller uddannelsestilbud, og husk at få navne eller visitkort på de personer, du taler med, så du kan følge op på aftaler om kontakt efter messen. Og så gå til dem! Forvent ikke, udstillerne kommer til dig eller kan spotte, du er den perfekte kandidat til et ledigt job.

 

5. TA’ PÅ MESSE SAMMEN MED EN ANDEN JOBSØGENDE

Ved at deltage sammen med en jobsøgende kollega kan i inspirere hinanden til gode spørgsmål. I kan også høre hvert jeres oplæg på messen, så kan I netværke bagefter og få dobbelt input.


6. NETVÆRK MED ANDRE

Ud over at du kan møde udstillere og oplægsholdere, giver messen dig masser af muligheder for at netværke med andre besøgende. Det kan dels være jobsøgende, du møder på messen, som du kender, men giv også dig selv lejlighed til at møde nye eventuelt i messeområdet ”Bliv klar til jobsøgning”. Foreslå dine nye kontakter at connecte på LinkedIn.

 

7. VÆR AKTIV TIL OPLÆGGENE

På messen afholder vi nogle forskellige spændende oplæg. Her fortæller virksomhedsledere og HR-ansvarlige om, hvordan det er at arbejde i en specifik branche, karrieremuligheder, og hvad de efterspørger i deres medarbejdere. 
Som tilhører, kan du overvære oplæggene, men der bliver også lejlighed til, at du selv kan stille spørgsmål.

 

8. NOTÈR STIKORD PÅ VISITKORT OG BROCHURER

Med nogle få stikord bagpå de visitkort og brochurer, du har fået på messen, er det meget nemmere at huske, hvem du har talt med og om hvad. 
Stikord kan også være guld værd, hvis du skulle få gode tips til din jobsøgning eller en idé til iværksætteri.

 

9. BRUG JOBVÆRTERNE

Selvom du er godt forberedt og har udvalgt netop det, du vil opleve på messen, så kan der være ting, du ikke kan finde derude. Du kan også få brug for oplysninger om en specifik stand. 
Hvis det er tilfældet, så brug vores Jobværter. De går rundt i hallen og er til for at hjælpe dig.


10. BRUG MESSEBESØGET AKTIVT BAGEFTER

Efter besøget på messen har du sikkert en masse materiale med hjem. Få materialet sorteret og gem det, du forventer at skulle kigge på i nærmeste fremtid. 
Behold også messefolderen – for måske kommer du efterfølgende i tanke om en oplægsholder eller en udstiller, du gerne vil i kontakt med. Det er vigtigt, du husker at følge op på konkrete aftaler om kontakt.


Messen medvirker til en afveksling i din daglige jobsøgning, og din aktive deltagelse kan være initiativet, der fører til en jobsamtale og muligheden for en ansættelse.

(Frit efter Mette Nørlem, Dansk HR - 10 tips til at gå på messe)